- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Fremtidens lokalsamfund – kampen om fortællingen

Dette er overskriften på et foredrag, foreningerne med base i Rømø Medborgerhus, gerne vil invitere til. Der er kaffe og gratis adgang.
Foredraget holdes af Egon Bjørnshave Noe, Professor, Leder for Center for Landdistriktsforskning. Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Institut for Statskundskab, Center for Landdistriktsforskning (CLF).
Vores samfund undergår store forandringer i disse år. Det gælder ikke mindst landdistrikterne og de tilknyttede lokalsamfund, som med den øgede centralisering har mistet de fleste af deres samfundsbærende funktioner, en udvikling der især blev tydelig med strukturreformen i 2007.
Lokalsamfundene må derfor genopfinde sig selv, og der opstår en kamp om identitetsfortællingen, og om hvad et bæredygtigt lokalsamfund er. Det er en kamp, der både udspiller sig i de store linjer mellem land og by, og helt lokalt i fortællingen om, hvem vi var, hvem vi er og hvem vi ønsker at blive.
Meningsfuldheden ligger i stigende grad i fremtiden, snarere end i fortiden, og kampen har afgørende betydning for de valg og beslutninger, vi træffer for udvikling af lokalsamfundet.
Til dette foredrag vil Egon Bjørnshave Noe fortælle om denne udvikling, og hvordan de historier, vi har om landdistrikterne, former de forestillinger, vi har om fremtidens landdistrikter.
Egon Bjørnshave Noe er selv bosat på Fanø.