Der spåes igen i år betydelig fremgang hvad angår sommerturister på Rømø. Lad mig straks slå det fast: Turisterne kan vi ikke undgå eller undvære på Rømø. Men for at få styrket vort lokalsamfund må vi skabe os indflydelse på hvordan udviklingen bliver? Ellers forsvinder Rømø som lokalsamfund. – Som jeg tidligere har nævnt, er styrkelsen af vinterturismen den for mig at se, eneste mulighed. Lad os få fyldt de mange tomme senge om vinteren!

Altså flere helårsarbejdspladser vil give flere lokalbeboere på Rømø. Men de flere vintergæster kommer bare ikke af sig selv. Jeg vil forsøge at sætte en handleplan op.

Vor dejlige sunde natur er nok stadig det væsentligste kort vi har på hånden. Dette ene kort viser sig desværre ikke at være nok om vinteren. Potentielle gæster søger oplevelser. Så må vi fremskaffe supplementer til naturen.

Vi skal have lavet en lille analyse blandt vore sommergæster: Hvad ønsker I vi skal tilbyde her på Rømø for at I vil komme igen til vinter? Vi skal kunne tilbyde en hel håndfuld af oplevelser. De behøver ikke alle at være særligt store.

Med resultatet fra en sådan analyse skal vi have indhentet aktører, der kan tilbyde noget der passer ind i ovennævnte analyse.

Det med analysen kan starte straks. Men hvem laver den?? Jeg (freelance medarbejder ved Vilstrupinstituttet gennem 20 år) hjælper gerne til.

Jens Bejer Clausen
Borrebjergvej 7, 6792 Rømø