Borgermøde: Hotelprojekt i Havneby

Borgerne på Rømø og øvrige interesserede inviteres til borgermøde for at drøfte planerne for hotel- og offshorelejlighedsprojektet ved Østre Havnevej og Hollænderstræde i Havneby. Forslaget er i offentlig høring frem til den 1. december 2026. Projektet, der repræsenterer en samlet investering på cirka 150 millioner kroner, har til formål at styrke helårsturismen, skabe nye arbejdspladser og støtte det lokale erhvervsliv på øen.
Et projekt – to funktioner
Planforslaget dækker et knap 18.000 m² stort område og indeholder to primære elementer:
- Hotel med wellness og restaurant: Omfatter etagebyggeri med 80–92 hotelværelser samt en central fællesbygning, der indrettes med reception, lounge, restaurant, spa og wellnessfaciliteter.
- 72 offshorelejligheder: Opføres som etagebyggeri i den nordøstlige del af grunden mod Hollænderstræde og Østre Havnevej. Lejlighederne skal hovedsageligt fungere som base for teknikere og medarbejdere i havvindmølleindustrien i Nordsøen.
Bebyggelsen opføres på søjler med særligt fokus på stormflodssikring og arkitektonisk tilpasning til det omgivende kystlandskab og naboerne i de såkaldte Sort Sol-huse.
Dialog om lokalplan og miljøvurdering
Borgermødet afholdes som en del af den offentlige høring af forslaget til plangrundlag for projektet og den tilhørende miljøvurdering. På mødet vil repræsentanter fra bygherren, Denkmalstadt GmbH, og Tønder Kommune præsentere projektets udformning, miljøvurderingens konklusioner samt de trafikale og miljømæssige tilpasninger. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til projektet under mødet.
Praktiske oplysninger
- Dato: Onsdag den 11. november 2026
- Tidspunkt: Kl. 18.00–20.00
- Sted: Enjoy Resorts, Vestergade 31, Havneby, 6792 Rømø
- Målgruppe: Borgere, naboer, erhvervsdrivende og andre interesserede
- Tilmelding er obligatorisk af hensyn til forplejningen: Tilmelding
- Forplejning: Der serveres sandwich ved ankomst samt kaffe og kage i pausen.
Skriftlige bemærkninger og indsigelser til projektets plangrundlag kan indsendes til Tønder Kommune i henhold til oplysningerne på Tønder Kommunes hjemmeside inden høringsfristens udløb den 1. december 2026.